Invitation
Tilmeldinger
Menu og billeder
Sikken en sommerfest vi havde den 20. august på Agervænget 9-11. 74 glade og forventningsfulde gæster mødte op denne solrige lørdag, hvor vi i dagene forinden havde været bekymrede for om det ville regne på dagen. Men regnen udeblev. Det blev solrigt med dansk sommertemperatur og vi fik en sommerfest, hvor alle hyggede sig til en god buffet med masser af vin, fadøl og vand og vi fik snakket på kryds og tværs med hinanden lige fra Fiskerlodden til Svinget.
Klokken 13 begyndte gæsterne at ankomme. De blev alle blev budt velkommen med en velkomstdrink samt et navneskilt, som vi fumlede en del med at få taget af det klistrede papir. Men det lykkedes i sidste ende og alle var herpå klædt på til festen i form af hver gæsts identifikation af navn og bopæl i foreningen.
Som vært var det indledningsvis noget surrealistisk at se 74 gæster stå på græsplænen med en velkomstdrink i hånden og høre summen af snakken og interesse for hinandens selskab. Men surrealismen opløstes i erkendelse af, at det kan lade sig gøre at arrangere en fest med så mange deltagere fra foreningen.
Vi havde dækket op på en udvidet overdækket terrasse, hvor der lige præcis kunne være 74 glade mennesker ved 11 borde, hvis vi rykkede lidt sammen. Buffeten var holdt indendørs i en omarrangeret stue så det var muligt for de mange fremmødte at gå til fadet fra deres plads på terrassen. Der var linet op til petanque og udendørs skak, men der blev ikke brug for disse aktiviteter, da gæsterne havde rigeligt at gøre med at hygge sig med hinanden ved bordene og rundt omkring i havens kroge.
Vi havde en sommerfest som meget gerne må gentage sig ud fra de mange tilkendegivelser som vi har fået fra gæsterne på selve festen samt efterfølgende tilbagemeldinger efter festen.
Og som værter af arrangementet – i al fald med at stille hus og have til rådighed – siger vi mange tak til alle de fremmødte for at komme glade og engagerede til festen. Og vi siger også mange tak til alle dem, der kom med gaver til os i erkendtlighed over at være blevet inviteret til denne sommerfest, den første i meget lang tid i foreningen.
Og vi siger tak til bestyrelsen for et godt samarbejde i planlægningen af sommerfesten.
Lad os alle se frem til en sommerfest i fremtiden på samme vilkår som denne.
De bedste hilsner fra
Lone og Kim
Agervænget 9 og 11.P.S. Har du taget billeder fra sommerfesten som du ønsker at dele med os andre i foreningen er du meget velkommen til at sende dem til info@munkehojgrundejerforening.dk. Så vil vi lægge dem ud på hjemmesiden til minde om en superhyggelig sommerfest med 74 festglade deltagere.
Klik på billedet for at gøre det større
74 mennesker i selskabelig samvær med en velkomstdrink før spisningen.
11 sammensatte borde sørgede for at gæsterne kunne indtage en god buffet med vin i godt selskab.
Buffeten var sat op inde i huset, hvor gæsterne fra deres pladser udenfor kunne gå ind og vælge hvad de ville have at spise.
Ølanlægget var placeret tæt ved bordene så gæsterne kunne få et krus øl eller to.
Til enhver stor fest fulgte også en stor opvask.
Fotos: Mogens Barfoed og Kim Radmer