På oprindelig tilvækstjournal står:
Fotografi af ejendommen “MUNKEHØJ”, Kattegatvej 17, Gilleleje.
Gården ejedes af tømrermester Carl Jensen og hans kone Oline da den var nybygget.
Klik på billedet for at forstørre det.
Der er ingen årstal på billedet.
Der har aldrig været nogen, som kunne ”forklare” mig navnet på min farmors gård. Adressen hed i sin tid Bonderupvej, Gilleleje. Lidt nærmere Hornbæk kort før Dronningmølle finder man et større område, der hedder Munkerup, så på en eller anden måde har der været relationer til et klosterliv. Det kan vel kun have været Esrum Kloster, nogle få km derfra, hvem ved? Der har jeg imidlertid heller ikke fundet belæg for navnene.
Det gør heller ikke noget, for det er personerne, som har befolket ejendommen, der spiller en rolle for mig: Min far og hans nære familie. Om hans far, Carl Marvig Jensen, ved jeg med sikkerhed, at han døde i 1917 af lungebetændelse, som man dengang kun sjældent overlevede – det var længe før antibiotika kom frem. Det tidligste jeg har hørt om ham, er at han byggede ejendommen ”Østmolen” lige ud til vandet for enden af Fabersvej i Gilleleje. Der kom de første fire børn til Verden (inkl. min far, Alex. F. 1903), og der havde han grundlagt sin tømmervirksomhed. Næste stop er huset nu kendt som ”Ville 27” ved Fyrstien udfor Strandbakkerne, hvor grunden strakte sig ned til Østre Allé (som dengang hed Sandvejen) og her var god plads til tømrerværksted, hest, hund og høns og ikke mindst den øgede mængde børn.
Og så kom det store skridt, da han flyttede hele menageriet til den lille landbrugsejendom Munkehøj i udkanten af Gilleleje, hvor børneflokken, nu syv stk. fik god plads, og hvor hans kone, Oline samt de fleste af børnene fik mere end rigeligt med arbejde i stald og mark, da Carl jo sommetider var væk i flere dage, når arbejdsopgaverne krævede det:
Husbyggeri/reparationer rundt om i Nordsjælland og som en permanent indtægt var opgaven med vedligeholdelse af moler og høfder langs kysten mellem Hundested (?) og Hornbæk. Den slags foregik i sagens natur ofte i store søstøvler i vand til livet. Det begyndte tidligt forår og sluttede vel i oktober. Det var derved, han pådrog sig den afgørende lungebetændelse.
Det er sandsynligt, at han (som en stor del af datidens befolkning) for at holde varmen i dagens løb drak noget brændevin. Når han så sidst på dagen nåede den smalle grusvej, som fra Bonderupvejen første op til gården, standsede han, lod hesten gå alene hjem til stalden, mens han med høj røst og nogen patos sang ”Brat af slaget rammet-” det var tegnet til, at min Farmor, Oline, skulle gå ned ad vejen, modtage ham og følge ham det sidste stykke. Carl havde ry for at være arbejdsom, fornøjelig i festligt lag – det nød hans børn dog ikke godt af. De huskede ham som hård og hidsig. Lussingerne faldt før man anede det. Ingen grund til at argumentere. Han døde da han var midt i fyrrerne, hvor min far, som var 14 år, havde tre yngre søskende og tre ældre. Der stod enken så med syv børn og ca. 20 25 tdr. land.
Der var ikke så mange hjælpeforanstaltninger dengang, så for dem alle drejede det sig om at tage fat. Muligvis var det på det tidspunkt, noget af jorden blev bortforpagtet til den lokale sognefoged, men de arealer, der lå yderst mod Kattegat, blev solgt til meget billige priser, – for som Oline senere forsvarede prisen med ” det var jo sandet, ufrugtbar jord og lige ud til vandet.
Hvem ville vel drive det til noget der?” Blandt de første ”fremmede” der byggede sommerbolig i dette jomfruelige område, var bladudgiver Ferslew, som med aviserne Nationaltiden / Dagens Nyheder havde fåt fat i den lange, udbytterige ende. Han købte et stort areal også fra en af nabogårdene, byggede en paladsagtig residens ”Stubben” og fik skab en enorm mønsterkøkkenhave. Den lille bys befolkning var ved at tabe næse og mund ved synet af de flotte, lange aspargesbede, hvor de fastboende gartnere under stor opmærksomhed hver morgen ”stak” asparges til herskabets frokost. Der var stil over det.
Når familien Ferslew top ophold på stedet, måtte de benytte en smal grusvej fra landevejen langs Munkehøjs marker og til deres ejendom. Turen foregik meget avanceret i eget køretøj den hele lange vej fra Hovedstaden. Den pågældende morgen kom sognefogeden Lars Peter (som i embedes medfør have en telefon) cyklende ud til Oline med besked fra hr. Ferslew om at ”holde unger og kreaturer forsvarligt inde, for Ferslew kommer med automobilet.”
Og det kunne ses, høres og lugtes, når denne maskine stønnende passerede, mens børnene måbede bag hække, fritgående fjerkræ baskede med vingerne, hundene halsede rundt, mens kattene for op i træerne.
Snart var det år 1918, Verdenskrigen var slut. Som altid under krige havde nogle mennesker tjent store penge, mens andre havde lidt nød og afsavn. Der var ikke mange varer at købe, men hørte man til de heldige, der havde kapital tilovers, kunne man købe billige byggegrund fx i de små bysamfund langs Sjællands Nordkyst. Med lidt held – og forbindelserne i orden – kunne der altid skaffe byggematerialer ”ude på landet”. Og arbejdskraft var det nok af.